tirsdag den 15. maj 2012

Uden eller MED(icin)!

Jeg har nu kastet håndklædet i ringen. Jeg har i år, haft 15 års jubilæum med min sygdom Sclerose. Der har været tider der har været bedre end andre, men den har aldrig styret mit liv. Jeg har taget nogle sindssyge valg – som heldigvis er lykkedes rigtig godt. Men det er også min overbevisning, at den som bærer viljen i hjertet – sejrer…..
Ja, jeg ved da bestemt godt at målene skal være realistiske – eller i hvert fald sådan nogenlunde. Og  jeg ved også godt at jeg ikke kan flyve til månen i morgen!! Og igen – at jeg gik over 800 km i Spanien sidste år – var faktisk ikke særlig realistisk – ifølge lægerne……..
Men efterfølgende har jeg sandsynligvis haft et par attaks – som jeg så fint har ignoreret…… Eller overset. Jeg plejer at kunne genoprette de små”fejl” ved meget hård og intensiv træning……
Den er bare ikke gået denne gang!! Pis ÅS! Så nu har jeg (med et mindre pres fra min neurolog) indgået ”samarbejde” med Copaxone som er sclerosemedicin jeg tager hver dag i sprøjter…… Det gør så at mine lår føles ligesom Mols bjerge. Efter jeg har taget medicinen føles det som en hvepsestik i en times tid….. Så bliver det rødt, klør og jeg får de lækreste buller under huden….. De kan ikke ses – men de kan mærkes….
Jeg stikker mig også i bagdelen – men det er sgu ikke helt så nemt….. ;) Og lige her kører filmen så lige foran øjnene ;)
Maven er jeg ikke nået til….. endnu. Det skal lige overvindes…. Men det kommer helt automatisk når nålen ikke vil stikkes ind i låret mere p.g.a. arvæv.
Nu er det bare sådan – at jeg motionerer ret meget. Og det gør sgu ondt der hvor jeg har stukket mig. Ikke at jeg er noget pivedyr – men når jeg eksempelvis skal løbe – så føles det som om der ligger en mursten under huden der hvor jeg har stukket som ”hopper op og ned”……. Det er da mega nederen!!! Så måske jeg alligevel skal kaste mig ud ”på maven”!!
De sprøjter jeg tager – må jeg gerne smide i skraldespanden hvis bare jeg klipper nålen af. I weekenden var der så fest i byen. Jeg bor i gågaden og der var godt gang i gaden!! Jeg hører en masse larm midt om natten og ser nogle ”bøller” (ja jeg er kommet i den alder hvor jeg gerne må sige ”bøller”) – hente en skraldespand fra vores gård og kaste med den. Det resulterer så i at alt skraldet flyver rundt. Næste morgen går ungerne og jeg så ned for at samle alt det her op og bylivet er allerede godt i gang…….. Men at gå og samle alle de sprøjter op som lå og flød over det hele – det var sgu ikke særlig sjovt. Slet ikke for ungerne….. Og hvilke tanker der er gået igennem folk når de så dem…??!! For det ligner jo noget andet!
DET kan også være en af ”bi”virkningerne…….. Men igen – af alle de oplevelser - rejser jeg mig og bliver stærkere!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar