lørdag den 13. oktober 2012

Hvornår skal jeg...... springe ud???

Nu er jeg jo efterhånden et par måneder gammel i dating junglen. Faktisk uden den store succes, men det bunder nok lige så meget i mit eget engagement. Jeg har ikke tiden til at mødes med mange. Jeg har haft udvalgt nogle enkle, som dog ikke har været et match fra min side......... Måske er jeg ikke klar og jeg har ikke travlt!

Jeg har nogle fantastiske gode skriverier med nogle få..... Er lidt træt af at svare på "Hey du er lækker der" eller "hvis du er englen, så er jeg dæmonen"....... Men igen - jeg svarer alle. Af respekt for mig selv og andre.....
Jeg var på kursus i Grenå i weekenden og falder i snak, på båden, med to super friske gutter. Vi taler om hvorfor nogle af os går så mærkeligt, bruger stok m.m. Vi er rigtig gode til at bruge sort humor..... At vi har en sten i skoen, at det er fordi vi ikke har fået vores morgen sjus m.m.!!
Ham der sidder ved siden af mig (som jeg godt kunne have spist på en halv fuldkornskiks) spørger så helt forbavset - jamen har du også sclerose. Øhhhh ja....... Det sætter gang i snakken om at det ikke behøver at kunne ses. Hvorpå alle hans fordomme og syn på andre kommer ud. Som han siger: Jeg kan jo sidde i baren og snakke med den sødeste pige, og så kan hun have sclerose".... Ja..... og!! Du kan også få en tagsten i hovedet i morgen.....!! Han fortalte om en episode om en kammerat der havde siddet og talt med en rigtig sød, inteligent og smuk pige. De bliver glade for hinanden og beslutter at de skal hjem sammen. Da hun rejser sig fra barstolen har hun kun 1 ben....... Så går han helt i baglås og bakker ud.......

Det satte en masse tanker igang...... Om hvornår skal jeg sige det til dem jeg møder/skriver med. Jeg har ikke skrevet noget i min profil, for min sygdom er så lille en del af mig. Jeg er SÅ meget mere.... Jeg har SÅ meget power og energi og hvis jeg allerede bliver fra sorteret pga min sygdom - så ved jeg godt at det ikke er ham jeg skal være sammen med. Det er bestemt ham der går glip af "festen". Jeg behøver dog ikke bøje det i neon - for det er da noget af en oplysning..... Men igen - hvor er det ærgeligt.....!!

Min plan indtil nu, er som følger. Jeg skriver ikke noget om det og jeg siger det ikke ved første møde. Hvis jeg ønsker at se ham igen, må jeg se om det er ved 2. møde sløret skal løftes..... Der har jeg endnu ikke været...... Er måske lidt skræmt af hvordan modtagelsen kan blive og netop derfor passer jeg rigtig godt på mig selv.

Jeg ved godt at jeg til tider (eller rettere ofte) kan have "damp" lignende tilstande og at jeg er super aktiv...... mere end flere "raske".
Men kan alligevel ikke andet end at føle mig "som en af de frasorterede!!".......  Også i kommunalt regi bliver jeg betragtet som "andenrangsborger" fordi jeg er på pension... Men da jeg blev ved med at blive syg da jeg arbejdede, så havde jeg ikke andet valg....  Det er IKKE fordi jeg piver - det er måden jeg bliver talt til og behandlet på. De løftede øjenbryn, bemærkningerne ud imellen sidebenene og kiggen over brillen..... Det er dét der irriterer mig....!

Jeg selv har det udgangspunkt at jeg ikke selv ønsker en kæreste med MS, og her har jeg jo allerede selv frasorteret nogen. Det er jeg fuldt bevidst om. Jeg ønsker ikke at der skal være for meget fokus på sygdommen i mit liv - men jeg kan selvfølgelig ikke gøre ved, hvis jeg alligevel bliver forelsket - også i en med MS.
Hvis vi virkelig kigger efter, i min aldersgruppe så har langt de fleste jo et eller andet med i bagagen. Om det så er en depression, sukkersyge, astma, cancer, sclerose, gigt eller andre skader/skavanker....... Det hele handler vel i bund og grund om hvordan vi takler det...... Jeg har lært sindsygt meget af min sygdom og om mig selv...... Jeg synes selv jeg er blevet et meget bedre og mere rummeligt menneske.. Jeg har en masse sunde og positive værdier - og så også en kronisk sygdom oveni hatten. Men igen - jeg har da både været gift og har fået børn - efter min diagnose!

Nu lader jeg den værdi ligge og sætter fokus andet sted. Men realisten kigger frem ind imellem.



2 kommentarer:

  1. Super godt og meget rammende skrevet.
    Kender selv til den problemstilling.
    Har selv prøvet at skrive med nogen og så mødes.
    samtalen går godt og personen virker til at være glad for en.
    Indtil jeg så dropper bomben derefter har jeg hørt alle mulige kommentarer Vi må ses igen/vi skrives ved osv... men det sker så bare ikke.

    Tror efterhånden jeg er kommet dertil hvor jeg siger det med det samme.
    Måske fravælger jeg nogle på den måde, men vist de alligevel dropper mig når jeg siger det,
    SO BE IT...

    Hellere såres af sandheden end glæde sig til/blive lykkelig over noget som er en løgn.

    Spild af den andens person og min tid...

    SvarSlet
    Svar
    1. Søde Niller. Du har så ret... Syntes bare at det fra start bliver sygdom. Og ja den er en del af os og hvem vi er, men vi er jo også så meget mere. Som for mig fylder meget mere :) Nu er jeg jo nybegynder, så tiden viser nok vejen og jeg følger min mavefornemmelse! Knus til dig <3

      Slet