søndag den 11. november 2012

Elefanttrut og springvand!

For dælen da...... Kører nu på 5. døgn med den danske plage af forkølelse..... Jeg er vaccineret for influenza og selvom jeg har haft pænt høj feber har jeg jo ikke været til lægen men har prøvet alverdens hekserier i håb om bedring. Er sikker på at det lysner i morgen ;) Jeg lyder som en der har en klemme for næsen og en kartoffel i munden....... Jeg nyser konstant og jeg er den type der ikke kan undlade at der flyver 3 liter spyt ud af munden på mig når jeg nyser. Så det gælder om hele tiden at være bevæbnet med en kleenex - især når jeg kører bil, for der er jo ikke vinduesviskere på indersiden!!

Jeg har nok brugt de første 70 pakker kleenex!

Det har været tæt på at mandeinfluenzaen har åndet mig i nakken - og dog jeg er jo enlig mor og har da både præsteret at sørge for sønnens Halloween overnatning (med snot og feber), sørge for datterens alene hjemmehyggeaften (med snot og feber), køre til Hørsholm og købe en kæmpe lænestol og selv bære den op af min sindsyge trappe (med snot og feber), sørge for datterens to håndboldkampe i Helsinge (med snot og feber).
Ok lørdag formiddag kapitulerede jeg og tog til MOAR som sørgede både for frokost og aftensmad - for jeg var dømt ude!!
Fik i dag en kærlig sviner af min eksmand som bestemt mente at jeg skulle have sagt pip - men jeg kan og vil selv...... også med snot og feber!

Husker tydeligt sidst jeg var syg. Var helt sikker på at det var årtier siden - men faktisk var det kort efter min skilsmisse. Jeg havde været syg hele natten - rigtig syg! Ungerne kom hjem fra skole (husker egentlig ikke hvordan de kom afsted??!!) og jeg spurgte om ikke de bare kunne få rugbrød til aftensmad. Husker tydeligt deres ansigtsudtryk...... Som om jeg var faldet ned fra månen!! Altså jeg VED at flere travle børnefamilier har en rugbrødsaften hver uge. Det har jeg aldrig haft som barn og har heller ikke selv ført det videre. Men det er da smart!!
Ungerne måtte så selv stå og røre en tomatsuppe sammen - imens jeg sad på en stol med hovedet hvilende på spisebordet alt imens de modtog instrukser......

Tænk lige hvor tæt ordet forkølelse ligger på forkælelse...... Det skulle være en menneskeret at blive topforkælet når vi var syge!!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar