onsdag den 4. december 2013

HJÆLP - jeg er MOR!

Indimellem slår det mig. Når jeg kigger på mine børn. FUUUUCCKK – tænker jeg og kan næsten få angst lignende hjertebanken. DE er mit ansvar. Det er mig der skal gøre dem til hele og fornuftige mennesker, med alt hvad det indebærer. Er jeg den opgave voksen? Gør jeg det godt nok?

Nogle gange kan jeg sidde ved morgenbordet og betragte dem. Min søn der kommer til at hælde yoghurt i hans drikkeglas fremfor tallerkenen (han er yderst distræt!) eller min datter der slår en kæmpe sk.. ved bordet.
Jeg har læst/lært at når et barn bliver omkring 13 år, så er deres personlighed lagt og du kan derefter præge dem, men det er frugterne fra de sidste 13 år der bliver høstet. Hvis altså ikke høsten har slået fejl.

I går fik vi karakterer fra skolen. Begge mine unger ligger på 10 og 12 taller. Derudover står der at de har de bedste sociale kompetancer, som de ikke kan læse sig til. At de begge er verdensklasse kammerater. Det er selvfølgelig rigtig fedt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke – gør JEG det godt nok. Takler jeg de udfordringer i hverdagen rigtigt? Er jeg for blød? Får de lov at slippe for let?
Min søn har lige fået en konsekvens. Nul computer og NUL Ipod. Ingen spil til og med fredag. Pga. at jeg har grebet ham i flere gange, at fordreje sandheden en smule. Det gjorde ondt på ham i går og han havde brug for alene tid på værelset. Det gjorde lige så ondt på mig! Jeg havde mest af alt lyst til at se igennem fingre med det – IGEN og bare kramme ham. Men jeg er også nødt til at vise ham det ikke er i orden.  Jeg talte selvfølgelig rigtig meget med ham om situationen og prøvede at holde det hos mig selv. Hvad det gjorde ved mig, når han ikke fortalte sandheden.

Da jeg skal putte ham, får jeg et kæmpe kram og han fortæller mig hvor meget han elsker mig. Det lader til at i denne situation, har han haft tid til at tænke over tingene.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke – GØR jeg det rigtigt. Der findes ingen manual – ingen facitliste og begge mine børn er forskellige og skal takles på hver deres måde.

Det eneste jeg kan gøre – ER AT GØRE MIT ALLER BEDSTE!
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar