fredag den 21. marts 2014

Ville gerne bytte BARE en dag!

Nogle tænker ”hvorfor går hun hjemme”. Hvorfor arbejder hun ikke? Hun virker frisk nok. Årh hvor ville jeg gerne bytte. Bytte med en dag (eller et liv) i dine sko. Dig som er rask!

Jeg siger ikke så meget. Omkring min sygdom vel og mærket. Jeg fortæller ikke om alle de føleforstyrrelser jeg har. Eller om at mine ben ikke altid vil som jeg vil. Jeg fortæller ikke om, hvor træt jeg er. Eller når jeg kommer til at tisse i bukserne, fordi jeg ikke kan holde mig og musklerne i min blære går i spasmer. Det er pinligt. Det gør mig ked af det! Jeg ville jo helst bare være rask.  Jeg tager mig sammen – hver dag! Og egentlig synes jeg at jeg gør det godt. Jeg lever med det! Nogle dage er selvfølgelig bedre end andre, men der er også dage hvor jeg kigger på mine fødder fra sengekanten og slet ikke kan overskue at tage strømper på. Selvom jeg har sovet hele natten – så er jeg træt. Det er svært at forklare – hvis ikke man har prøvet det.

Jeg ville ønske at mange sygdomme ikke fandtes. Inklusiv sclerose – som gør mit liv fuld af udfordringer. Usikkerheden. Hvad sker der og hvornår sker det? Ingen kan forudsige fremtiden. Os med kroniske sygdomme er ofte bare mere udfordret på hvad livet bringer. Jeg gør hvad jeg kan. Både for at holde mig i gang og holde sygdommen for døren. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke langtidsparkere den. Den er indeni mig. Den forsvinder ikke, uanset hvor gerne jeg ville have det. Jeg kan ikke tage en pille og blive rask.

Jeg har startet en indsamling. Fordi der skal forskes i sclerose. Det er forskningen der giver os håb. Håb om en lysere fremtid – forhåbentlig uden sclerose. 2 rammes af sclerose om dagen. Flest kvinder.
Alle bridrag tæller – håber du vil være med til at gøre en forskel – jeg kysser dig goddag mens vi sammen kysser sclerosen farvel!

https://www.betternow.org/dk/lailasilke-krogsgrds-indsamling

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar