fredag den 20. juni 2014

Skal man være angst for kommunen?

Det er tankevækkende at mange er bange for at henvende sig til sin kommune for at få hjælp. Når livet er svært, er det jo netop dem der skal være støtten i velfærds Danmark.
Jeg selv har stået med hatten i hånden i perioder hvor min sygdom har været aller værst og jeg har nogle grumme historier på, hvordan ens kommune kan køre en person, ja sågar en hel familie i sænk.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg gerne vil alting selv. Det tror jeg som udgangspunkt at langt de fleste vil. Nogle gange byder livet bare ind med ting, så det ikke er muligt at gøre alting selv. Så må vi bede om hjælp. Den hjælp der IKKE er der!
Jeg får gang på gang at vide at ”Jamen du ser jo godt ud. Du kan da klare dig selv”. Ja, det ved gud jeg kan og jeg vil gerne. Lige den dag. De ser mig ikke de dage, hvor jeg skal bruge en hel time på bare at få strømper på. De dage kommer jeg ikke nogen steder.

Min, nu eksmand og jeg havde brug for hjælp da vi havde fået vores første barn. Jeg var konstant syg med attaks og han skulle passe sit fuldtidsjob, vores lille barn, mig og huset. Det lod sig ikke gøre. Vi gik på kommunen for at høre om mulighederne. Han fik at vide at han skulle forestille sig at jeg ikke levede, for så skulle han også klare alting selv. Ja RIGHT – men nu lever jeg altså, og han havde mig oveni hatten. Dernæst fik vi at vide, at hvis der var mere ”brok” med os, så kunne jeg blive placeret på et plejehjem og så kunne min daværende mand og børn komme og besøge mig. HVAD sker der lige for det!!??
Jeg har sågar siddet i møde med lederen fra Handicapområdet i Frederikssund kommune samt en visiterende sygeplejeske i mit hjem, hvor jeg skulle vende vrangen ud på mig selv og fortælle om alt fra sexliv til vask af undertøj. Jeg havde min mor med og havde sørget for kaffe og kage. Det er ret hårdt at skulle sidde med hatten i hånden og indse at der er brug for hjælp. Jeg blev rigtig ked af det og i øvrigt havde min datter været syg hele natten, så ressourcerne var små. Alt imens jeg begyndte at græde, slog lederen af handicapområdet en latter op og sagde at jeg spillede skuespil! De, der kender mig, ved at det nok er det sidste jeg gør. Spiller skuespil. Jeg vil gerne være stærk! Altid! Der sad han og søbbede kaffe og kage i sig, på min regning og samtidig var han rigtig ondskabsfuld!

Dernæst fulgte et langt forløb hvor flere og flere hjælpemidler blev taget fra mig. Til sidst satte jeg alle hjælpemidler i carporten og bad kommunen om at hente dem. Jeg kunne ikke mere. På trods af mapper med speciellægeerklæringer, der lige nøjagtig beskrev hvad jeg havde brug for, blev der alligevel sat tvivl ved om det nu var rigtigt. Hjælpemidler jeg havde brug for, måtte jeg selv ud og invistere i eller finder alternative løsninger på!
Disse episoder kan jeg masser af.  Det er sådan i dag, at mit hjerte slår et ekstra slag, hvis der er opkald eller breve fra kommunen. Jeg tør ikke bede om noget. Jeg har dog for et par måneder siden sendt en ansøgning ind om en ståstøtte stol, til de dage hvor mine ben ikke vil. Jeg har intet hørt og frygter svaret.  Tænker også, tænk hvis det var en kørestol jeg havde bedt om. Så havde jeg været bundet til mit hjem i flere måneder!!?? Kan det være rigtigt at syge mennesker skal bruge SÅ meget energi, bare at slås med kommunen? De/Vi har rigeligt at slås med i forvejen! VI har IKKE selv valgt vores sygdom!

Jeg er udmærket klar over at det ikke skal være et tag/selv/bord, men hvem vil i øvrigt have et hjælpemiddel stående i deres hjem. De er pivgrimme, fylder og gør dig opmærksom på at du har et handicap. Så når der bliver spurgt om et, så der det nok fordi der er brug for det!
Kan det virkelig være rigtigt at man kan udvikle angst overfor den kommune som burde hjælpe dig. At de kan køre dig helt i sænk?! Hvad sker der lige for velfærds Danmark?? Det handler om penge og IKKE mennesker!


3 kommentarer:

  1. Hvor er hver eneste ord sandt, Laila , de forskellige ansatte kommunefolk opfører sig som konger, og som du siger griner de af os, når man så beder om en chef over dem , findes det ikke , der må et meget strammere tilsyn med de ansatte i kommunen , så de ikke kan skalte og valte med med både mennesker og vores alles skattepenge . Jeg har det indtryk at alt for mange bliver behandlet rigtig dårligt. Det er bare ikke i orden .MVH Birgit Jensen

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dit indlæg Birgit. Det gør mig trist at det hænger sådan sammen. Det drejer sig jo ikke kun om mennesker med sclerose, men alle med kroniske sygdomme. Tænk hvad kommunerne kunne spare i personaletimer, hvis de forenklede tingene. Penge der kunne bruges på borgerne, isteder for skrankepaverne......

      Slet
  2. Kære Lailasilke.

    Når jeg læser dit indlæg, giver det mig fornyet kræfter, dels til at råbe op og give min erfaring videre, efter 34 år som kronisk smertepatient. Ikke sclerose, men blot lidt rygproblemer.

    I dag er der en beskrivelse, af en del af din situation.
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/22/225400.htm

    Jeg er ikke så skrap til PC og MAC grundet min årgang 48 men jeg forsøger med dette nymodens brevveksling. Jeg ville gerne kunne skrive en rigtig mail til dig, men ser ikke muligheden her.

    Men ingen forstår din situation, før man selv har været inde i rummet.
    Jeg har selv været angst for kommunen.

    Men besluttede heldigvis i mit forløb, at melde mig ud af "flinkeskolen" og stille krav om at Folketingets "skal" love forventes overholdt.

    Når du ansøger om hjælp, skal du på forhånd kende din sagsbehandlingsfrist, som du finder på din kommunes hjemmeside, hvis ellers kommunen overholder lovgivningen.

    Det er kommunalbestyrelsen der vedtager og offentliggøre sociale sagsbehandlingsfrister iht Retssikkerhedslovens §3 stk.2. Kun rent undtagelsesvis, kan ens sagsbehandler overskride denne politiske frist, imod at du skriftlig modtager en begrundelse og ny sagsbehandlingsfrist.

    http://www.k10.dk/index.php?pageid=svarfrister_kommuner

    Hvor det fremgår at din kommunen har besvær med deres hjemmeside, derfor skal du altid spørge ind til din frist.

    Mange kommuner gør meget for ikke at borgerne skal kende til denne sagsbehandlingsfrist. Det er jo så besværligt med alle de syge borger og kommunens budget skal jo overholdes.

    Endnu en gang stor tak for dit indlæg om angst for det offentlige.

    Det giver mig fornyet kræfter. Håber du lige giver mig et "brev".

    Bedste hilsner

    Peter 1948
    peterharaldhansen@gmail.com

    SvarSlet