torsdag den 4. december 2014

Et ungt menneske bliver behandlet som en bur"hane" i DK

I går var jeg til julefrokost – med min ungegruppe (unge under 40 år med Sclerose) som jeg stiftede i tidernes morgen. Nu er vi næsten alle sammen over 40 år og blev enige om at vi nok hellere måtte kalde os netværksgruppe i stedet for. Selvom vi føler os unge, så er reglen i foreningen at unge er under 40 år!

Det er rigtig hyggeligt og vi var næsten fuldtallig i går. Det er altid sådan at vi aldrig er fuldtallige, fordi vi  har denne diagnose med os i bagagen, som vi ikke ved hvad byder os.

Vi er en blandet landhandel. Både på det personlige plan, men også rent sygdomsmæssigt. Nogle går med stok, andre med dropfodsskinner og nogle sidder i kørestol og har hjælper med. Men vi svinger sgu meget godt sammen. Jeg går ikke ind for at dyrke sygdom og det kan let blive tilfældet i sådan en gruppe. Det gør vi ikke. Vi deler alt muligt. Både familie, job og selvfølgelig også forskellige fif og tips til en bedre hverdag.

I går blev jeg lidt trist. En af vores ”drenge” har det ikke alt for nemt. Han sidder i kørestol og jeg kan se på de år jeg har kendt ham, at han har fået det værre. Han har det faktisk rigtig svært og han er kun lige i starten af 40erne. Han er blevet sat i et bofællesskab i udkanten af København, langt væk fra hans nærområde og familie. Det er sammen med enten meget ældre mennesker eller psykisk ustabile. Han er selv klar, på trods af at han har en svær udtale. Han vil gerne alting selv, men det er svært for ham. Han har tilknytning her til området og har derfor ikke rigtig kontakt til andre mennesker, end dem i bofællesskabet. De giver ham ikke noget, fordi han er så langt væk fra deres situation. Han må IKKE flytte til nærområdet. Han er blevet sat der, og der skal han bare blive! Han bliver kørt rundt med flextrafik og bliver bare afleveret og så kan han klare sig selv. Det kan han IKKE!
Vi har en anden ”dreng” med i gruppen som ligeså er kørestolsbruger og han har altid sin egen hjælper med. Det er et helt andet liv, selvom det er møgtræls at være afhængig af andre. Sådan er det nu engang bare.

I går gik jeg lidt til ham. Jeg synes ikke jeg var grov, jeg fik bare sat nogle ting på spidsen. Fik nævnt alle de muligheder han kunne have, hvis han også fik en hjælper. Han kunne måske få sin egen bolig i nærområdet af hans familie, med en hjælper i dagligdagen. Han kunne komme mere ud og chancen for at ensomheden ville overmande ham var mindre. Jeg trykkede lidt til ham og nævnte igen lige inden jeg gik, at han skulle tage fat i en socialrådgiver fra Scleroseforeningen (Han sad i kulden og ventede på Flextrafik, som han i øvrigt aldrig kan regne med. Håber ikke han sidder der endnu!) . Jeg kunne godt høre at chancen måske ikke var så stor, for det kræver ressourcer at kæmpe for sin sag og lige nu sidder han i det dybeste hul. Et liv der IKKE er nogen værdig – hverken mennesker eller dyr! Lige pt. er han som en burhane, med klippede vinger, sat i et alt for lille bur uden plads og med en fremtid der bestemt ikke tegner sig særlig lys – som det ser ud nu!

I dag fik jeg verdens dejligste besked. Det var lige så nakkehårende rejste sig og der skal immervæk noget til. Han skrev til mig, en meget kort besked, men at nu havde han kontaktet foreningen og en socialrådgiver ville ringe til ham i næste uge. Åh jeg er glad – SÅ glad på hans vegne. Nu ved jeg at der sker noget. Chancen for at hans liv som burhane fortsætter, er snart passé! Jeg ved at foreningens socialrådgivere er dygtige, så alt andet kan kun blive bedre. Det liv han har nu, er bare så uværdigt! Hurra for at han har truffet et valg – et valg om SIN fremtid!
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar