søndag den 25. januar 2015

Relancering af ordsprog - TAK!

Jeg hører det tit. Fik det også selv smidt i hovedet rigtig mange gange, da mine børn var mindre.

Ordsproget: Små børn, små problemer. Store børn, store problemer.

Jeg forstå det ikke helt. For det første synes jeg at det er meget negativt ladet. Problemer forbinder jeg med noget negativt. Enhver forælder der kigger på sit barn, synes jo det er den mest vidunderlige skabning.  Sådan har jeg det ihvertfald. Der har da været udfordringer,  men jeg har været meget skånet eller lever i bedste velgående med min fortrængning.
Bevares når børn er små har de nogle behov der skal opfyldes, og det kan være sin sag. Mine unger har aldrig sovet ret meget da de var små og et af mine store behov,  er at hvile og sove. Det har været en udfordring. Jeg har nu heller aldrig været den der faldt i svime over babyer og har ikke æggestokke der går i selvsving, når jeg ser en barnevogn.

Nu er mine børn så henholdsvis 10 og 12 år. Jeg synes det er så nemt. De er blevet meget selvkørende og de kan til og med hjælpe til, hvis jeg beder dem om det. Der sker meget nu. Stemme der går i overgang og pubertet der melder sig. Hår diverse steder og sjove spørgsmål om udvikling m.m. Men det er en skøn tid, hvor rigtig mange fantastiske snakke melder sig!
Jeg skal ikke kunne sige hvordan de kommende år bliver, for der sker da bestemt ting og sager,  når de unge mennesker er under ombygning.

Jeg har mange i min omgangskreds med små børn. Og hold nu op, hvor jeg sidder og tænker på hvor let det er blevet! Jeg er selvfølgelig pave stolt af mine unger og synes det er let at have dem med forskellige steder. At jeg kan tage på café med dem og have en god dialog og fjolle med dem. Tage alene til udlandet med dem, hvor de hjælper mig med at finde rundt ;) Samtalerne bliver dybe og nærværende.  De har humor og er ikke bange for at bruge den. De kan selv tage tøj på, gå i bad, pakke taske, lave lektier, tage mad hvis de er sultne m.m. De kan ligefrem hjælpe mig med praktiske gøremål, som indkøb, rengøring og madlavning. Alting er bare SÅ meget nemmere. Jeg kan godt se at de også har højere standarder.  Bevidste over hvilket tøj de vil have, sport bliver dyrket mange gange om ugen, hvor jeg selvfølgelig er med og bakker op, men dialogen og hverdagen er nem og ubesværet!

Når jeg så ser og hører, sætningen "Små børn, små problemer. Store børn,  store problemer", så bliver jeg sgu lidt forundret. Jeg synes det er falsk varebetegnelse. Både fordi, det er negativt ladet,  men også fordi at det ikke passer - i min verden!  Vi har sat børn i verden, ikke problemer!  Vi som forældre har til opgave at guide og vejlede dem på deres vej, bedst muligt. Jeg synes det er synd og misvisende at sige ordsproget til nybagte eller semi nybagte forældre. Jeg kan selvfølgelig ikke tale generelt, da jeg kun har min egen erfaring at dele ud af. Jeg ved godt det bare er et ordsprog, men hvorfor fylde sådanne nogle overbevisninger ind i nybagte forældres hoveder?
Der er måske nogle der vil tro at det er sådan - og så ser de da først problemerne vælte ned.
Men jeg kan med ro i sindet sige til andre med småfolk,   "Små børn, små glæder. Store børn, STORE glæder"!

Glæd jer - det er fantastisk!!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar