lørdag den 7. februar 2015

Palle alene i verden!

"Palle alene i verden". Nogle ser det som det værste i hele verden. Jeg drømmer om det indimellem. Jeg kan ligefrem gå og være eftertænksom og tænke om jeg fejler noget mere. Ikke at jeg på nogen måde er hypokonder,  for jeg besøger meget sjældent min læge, men kan godt tænke at jeg indimellem lider af Social fobi.

Er der noget der hedder Social fobi? Nogle gange har jeg bare lyst til at være "Palle alene i verden". Ikke skulle tage stilling til noget, andet end bare mig selv. Ikke at skulle socialisere med nogen, bare være i sin egen lille osteklokke!

Jeg synes jeg får flere og flere af disse dage.  Hvor jeg egentlig bare helst vil være uden nogen form for social kontakt. Dage hvor jeg har lyst til at stikke hovedet i jorden lige som strudsen og så ignorere de ting der sker omkring mig. Jeg ved at meget handler om overskud. Jeg vil vildt gerne være overskudsmenneske hele tiden. Det kan og magter jeg ikke.

Jeg har brug for ro og meget få uforudsette episoder i min hverdag.  På den måde kan jeg økonomisere med min energi. Det gør også at jeg nogle dage bare har brug for at være. Jeg har aldrig "dovnet" den efter jeg blev syg. Jeg har aldrig tilladt mig selv dage,  hvor jeg bare lå på sofaen (jeg ejer i øvrigt ingen sofa). Der har været dage hvor jeg har været så syg at jeg ikke er kommet ud af sengen, men det er en anden snak.
Jeg kan ikke "dovne" i de uger jeg har børn og de andre uger har været fyldt godt op med aftaler og projekter.

Jeg har brug for dovne dage. Jeg har 18 års jubilæum med Sclerose i år. Det må være min 18 års gave til mig selv - dovne dage,  hvor jeg bare er "Palle alene i verden". Hvor jeg ikke skal tage stilling til 1000 ting, men hvor mit hoved bare står på pause! Det kan lyde selvcentreret og egoistisk. Det er det på ingen måde. Nogle gange føler jeg at mit hoved er inde i en tørretumbler. Bagefter springer det elastikspring og ender som madding for de store sultne hajer. Jeg føler hele tiden mit hoved er på overarbejde. Jeg har også udfordringer,  kognetivt. Jeg træner det kognitive, lige som jeg træner min krop. Nogle gange er jeg bare SÅ træt af at træne hele tiden. Derfor vil pauseknappen være sund for mig indimellem. Så længe at jeg ikke går helt i hi.

Jeg må have mig en sofa. En dovne sofa. En dag.......

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker mine dovnedage :-)
    I de perioder hvor jeg har glemt mig selv og mine dovnedage, har jeg en god veninde der husker mig på dem. Hun kender signalerne hos mig og så får jeg besked på, at skrive FRI dage ind i min kalender. De betyder, at jeg kan gøre hvad jeg vil og at der er tid til MIG. Det er simpelthen en aftale med mig selv :-) nogen gange planlægger jeg samvær med andre.... Men ALDRIG før på selve dagen, når jeg har set hvad overskud jeg har. Andre gange kommer jeg slet ikke ud af lejligheden. I fredags havde jeg sådan en dag, selv om jeg er på højskole pt. Kunne mærke at min krop var flad og var ved at give op og sætte en stopper for mine udfoldelser, nu jeg ikke selv har passet på den. Så TAK til kroppen for at minde mig om, hvor vigtige de der aftaler med mig selv er. I aftes tog jeg alene i biofrafen. I dag alene i svømmehallen. Har simpelthen valgt de 73 andre højskoleelever fra til fordel for MIGselv :-) ihhhh det føles rart. Kan klart anbefale dig at prøve det <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marianne for din gode kommentar! Jeg har taget en dovne-dag i dag, bortset fra de 8 km jeg gik med den hund jeg passer. Kan blive overrasket over at jeg nogle dage slet ikke har lyst til at se et menneske, blot fordi jeg ikke orker. At jeg bare helst vil være helt alene.
      Jeg tror jeg ville have svært ved sådan et højskoleophold, da det ofte kræver megen social kontakt. Både ved måltider m.m. Stort at du orker. Jeg vælger at sige pyt, både til sofaen og den pose marcipanæg der er røget i dag ♡ Sender dig tusind kys - herfra sofaen :*

      Slet