lørdag den 18. april 2015

18 års jubilæum i dag!

I dag har jeg 18 års jubilæum med min sygdom sclerose. Ikke at det måske er noget at fejre, men kan alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på de sidste 18 år med den følgesvend i bagagen. Den har i perioder begrænset mig fuldstændig til at skulle have hjælp til alt. Den har sat en stopper for en masse drømme og gjort hverdagen usikker og udfordrende. Den har sat en stopper for min karriere i arbejdslivet, som jeg ellers elskede højt. Den har begrænset mig økonomisk. Den har kostet meget porcelæn og knubs på kroppen. Den har kostet mange tårer, både hos mig, men mest hos min familie. Samtidig har den også gjort en masse godt. Den har givet mig indsigt i livet. Både mit eget og andres. Den har givet mig en masse mennesker jeg holder af, som jeg med stor sandsynlighed ikke havde mødt hvis ikke jeg havde denne følgesvend. Den har vist mig hvor stærk jeg er og hvor meget jeg rent faktisk kan klare. Den har gjort mig meget mere rummelighed og givet mig en hverdag, hvor små udfordringer er bagateller og ordet PYT! tit bliver brugt. Den har gjort mig til et menneske, jeg selv bedre kan lide og ikke mindst gjort at jeg kan være den mor jeg gerne vil være for mine børn. Den har givet mig en viljestyre der er stærkere end jeg troede jeg indeholdt. Den har bragt mig ind i kunstens verden, hvor alting ikke behøver at være snorlige. Den har skabt et større sammenhold blandt mine nærmeste og givet mig den tryghed at jeg ved at jeg ikke står alene, selvom den kan vise tænder. At jeg har et godt bagland, der er klar til at hjælpe. Jeg vælger at fokusere på alt det gode den har givet mig. For præcis 18 år siden blev jeg indlagt på Sundby Hospital med en halvsidig lammelse. Jeg var 23 år. Tæppet blev revet væk under mig og jeg gik fra at være 100% karriere menneske til at være 100% afhængig af alle andre. Det har lært mig meget og jeg er ydmyg og taknemmelig for de mennesker der har hjulpet mig på vej. Ikke mindst mine forældre og søster, der har været med på hele turen og altid har støttet mig. Uden dem, havde turen været meget mere besværlig og uden ubetinget kærlighed! Jeg føler mig heldig. Heldig over at have et bagland, som er guld værd! Heldig over at jeg er blevet det menneske jeg er og at jeg stadig har bevaret mit gode humør og kan tage gas på de udfordringer jeg har. For mig er det vigtigt at se livet med gode og positive briller. Bevares, jeg kan da godt have ØV-dage, men heldigvis har jeg evnen til at få det vendt til noget godt. Jeg håber selvfølgelig stadig på at der findes en kur. En kur der kan reparere de skader jeg og de 13500 andre med sclerose har i vores centralnervesystem. Indtil da, vil jeg gøre mig umage i at være den bedste udgave af mig selv – også med min følgesvend! Jeg er hurtig til at rejse mig igen! Heldigvis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar