onsdag den 10. juni 2015

Jeg vil gerne....- men jeg kan ikke!

En sætning der ikke har været en del af mit ordforråd. Mit motto har altid været, du kan hvad du vil, måske er vejen bare snoet og knoldet og ekstra lang, men hvor der er vilje er der vej. Igennem det sidste halve år har jeg kunnet mærke en aktivitet i min sygdom, sclerose. Sådan er det jo, men denne gang er det ikke rigtig gået fremad igen. Jeg ynker ikke, men konstaterer bare at det er sådan det er. Ok, det lød total overskudsagtigt, for i bund og grund er jeg rigtig træt af det!!! Jeg hader begrænsninger. Hader er et stærkt ord, som jeg sjældent bruger, men lige i dette tilfælde er det den følelse, der beskriver det bedst. Jeg har været nødt til at fravælge ting jeg gerne ville. Weekender med veninder, heldagsarrangementer m.m. fordi jeg ikke kan holde til det. Det har jeg accepteret, at det er sådan det er. Når jeg så oveni hatten begrænses rent fysisk, så er det lige lovligt mange "ofre" jeg skal bringe på en gang synes jeg! Lige pt. er vi i flytteprojekt. Ikke flytteprojekt x 1 men flytteprojekt x 3. Kolonihaven er lige solgt, tømt og blev passet til punkt og prikke. Nu er det så min kærestes lejlighed på Nørrebro der skal gøres salgsklar. Det er både loftrum, kælderrum (som begge er fyldt til randen) og så selve lejligheden. Jeg har efterhånden båret rigtig mange ting og kasser. Når der så samtidig er en snoet bagtrappe med små trin som udfordring, så sagde mine ben STOP. 3 gange op og ned og mine ben gik i så voldsomme spasmer, at Elvis ville have været misundelig! Mine lægmuskler er som kanonkugler og jeg går nu på 2. dagen stadig som en der har skidt i bukserne. Jeg har rigtig svært ved at sætte mig ned og se andre arbejde. Jeg er opvokset i en familie hvor alting bare blev fikset med det samme og arbejdsbukser var mere normalt end pænt tøj. Arbejdshandsker var ikke noget vi brugte, for de var bare i vejen. Ting gik stærkt og pauser var noget vi holdt når vi skulle sove. Sådan er jeg stadig..... Mine ben kan bare ikke mere. I hvert fald ikke på trapper! Forleden dag stod jeg med store blanke øjne og kiggede på min kæreste og spurgte om ikke han synes vi skulle bestille en flyttevogn når vi skulle tømme min lejlighed (det sidste og 3. flytteprojekt)?! Vi skal flytte max. 1 km væk, til et hus UDEN trapper! Hans svar var at han gerne ville køre mange gange med traileren som min far har. Jeg ved også bare at hvis min far kommer med trailer, så knokler min far indtil han ikke kan stå på benene mere og han er trods alt 75 år, selvom man ikke kan mærke det. Det vil jeg simpelthen ikke byde ham. Samtidig vil jeg ikke kunne se på at de slæbte op og ned af trapperne, mens jeg ikke ville være i stand til at hjælpe til! Det ville gå så meget ud over min selvopfattelse. Ja, måske er det egoistisk og ja jeg skal da bare acceptere at det er sådan det er, men det er en proces. Når nu jeg altid har været vandt til bare at gøre alting selv. Heldigvis har jeg venner der har tilbudt sin hjælp, men de har jo også deres. Jeg er rigtig (som i rigtig meget) dårlig til at bede om hjælp, men når 3. flytteperiode melder sig, så er der ingen vej uden om. Jeg arbejder stadig på flyttevognen :) Det handler om mine egne følelser, stolthed og selvstændighed! Som jeg ikke helt kan æde!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar